Min model af Bronco´en er konstrueret, så man hurtigt kan bygge sig en let og velflyvende model. Når modellen er i luften ligner den sit forbillede ganske meget. Bronco modellen har en spændevidde på 80 cm og er tiltænkt en motorisering med 2 stk. Speed 280 med Günther propel. Men hvis man ønsker en mere kraftfuld udgave, kan man bruge 2 stk. Speed 400 med Günther propel eller cam 4,7x4,7.
Hele modellen er med undtagelse af hovedbjælken opbygget i Depron. Depron er en forholdsvis ny type skum, som de senere år har vundet stor udbredelse indenfor modelflyvning. Depron udmærker sig ved at være meget stærkt i forhold til sin vægt. Endvidere er skummet meget let at forarbejde med "balsatræ metoder". Faktisk er det en del nemmere at forarbejde Depron i forhold til balsa, da der ikke er nogen årer. Derfor kan man f.eks. med lethed og hurtigt udskærer vingeprofiler med en skarp kniv. Depron kan også høvles med en skarp balsahøvl eller slibes med sandpapir.